Partnere banner

Partnere

Mød vores partnere i Demokratikommission 2.0

Projektets deltagere

Demokratikommission 2.0 åbner dørene for et fællesskab partnere, store som små, der sammen vil udvikle og afprøve nye demokratiløsninger. Som partner i Demokratikommission 2.0 bidrager I med det, I kan som organisation. Det kan være som oplysningspartner, debatpartner, mediepartner eller noget helt fjerde. Demokratikommission 2.0 understøtter partnerkredsen med adgang til viden, projektindsigter, formidling og læringsværktøjer.  Kontakt os, hvis I ønsker at være partner i Demokratikommission 2.0.

Kulturhusene Danmark
Danmarks Biblioteksforening
SAGA
Det danske spejderkorps
Dansk kulturliv
Lejernes Landsorganisation (LLO)
Netværket af Ungdomsråd (NAU)
Danske Studenters Fællesråd (DSF)
Alternativet
KL
DGI
Democracy x
Videnscenter for Folkeoplysning (VIFO)
We Do Democracy
Højskolerne
Invi

Kulturhusene udgør en national infrastruktur af lokale mødesteder med plads til fællesskaber, idéer nedefra og til eksperimenter, med plads til fejl og det uperfekte. Vores arbejde for lokal levende deltagerkultur styrker demokratiet, fællesskabet og sammenhængskraften, og derfor er det også helt oplagt at tage del i Demokratikommissionen 2.0 som partnere, og bidrage til arbejdet med at udvikle og afprøve nye veje for demokratiet

- Kulturhusene Danmark

Folkebiblioteket er den mest besøgte kulturinstitution i Danmark og i mange lokalsamfund det sidste ikke-kommercielle mødested. Et sted, hvor man ikke skal være medlem eller betale, men blot kan komme som en del af hverdagskulturen – for at deltage, møde andre mennesker og holdninger og få fri adgang til information og litteratur. Stedet hvor man kan møde mennesker og holdninger der ikke ligner ens egne. Stedet hvor man kan øve sine uenighedskompetencer. På den måde bliver biblioteket rammen om den demokratiske samtale. Samtalen er demokratiets motor. Det er i mødet mellem mennesker, at demokratiet bliver til

- Danmarks Biblioteksforening

Vi deltager, fordi demokrati ikke må være noget, man ser på, men noget, man er en del af. Demokratiet udvikler sig kun, når det bliver brugt, udfordret og delt, og når vi bygger bro mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der lever med dem. Fællesskab og inddragelse er forudsætningen for et levende demokrati.

- SAGA

Vi er med, fordi demokrati og medbestemmelse er en helt central værdi for os. I spejderbevægelsen giver vi børn og unge ansvar, fællesskab og indflydelse – og vi vil gerne bidrage med vores viden, lære af andre og sammen styrke det danske demokrati.

- Det danske spejderkorps

Et frit og åbent samfund kræver et stærkt kulturliv, der danner, forbinder og giver plads til den frie tanke. Vi har brug for kunstens og kulturens rum, til at styrke vores evne til at mødes som medborgere, tænke frit, rumme uenighed og være sammen om noget der rækker udover os selv. Et frit og uafhængigt kulturliv er med andre ord demokratisk infrastruktur og dette er vores afsæt for arbejdet i Demokratikommissionen 2.0

- Dansk kulturliv

LLO Hovedstaden er partner i Demokratikommissionen, fordi grundlaget for at bo godt som lejer er et levende og inkluderende, lokalt demokrati i ejendomme og boligområder. Et lokalt demokrati som skaber social sammenhængskraft, engagement og tryghed. Et levende og udbredt lokalt demokrati er desuden forudsætningen for den politiske repræsentation, som gør det muligt at balancere lejernes interesser. Derfor er Demokratikommisionens arbejde vigtigt.

- Lejernes Landsorganisation (LLO)

Hvis vi vil sikre et stærkt demokrati i fremtiden, starter det med os, der er børn og unge i dag. For unge kan politik virke meget fjernt, og mange unge har desværre lav demokratisk selvtillid. Derfor er det så vigtigt at sætte fokus på, hvordan demokratiet kan rykke sig tættere på os unge, som ikke kun skal værne om det, men også vise vejen for fremtidens demokrati. Vi glæder os til at bidrage til Demokratikommission 2.0 med vores egne erfaringer med børn og unges demokratiske deltagelse, inddragelse og medbestemmelse og lære en masse om de mange løsninger og idéer, der allerede er blevet sat i værk af andre organisationer og kommuner.

- Netværket af Ungdomsråd (NAU)

Nu mere end på noget andet tidspunkt i nyere tid har vi brug for at udvikle vores måde at engagere os politisk på. Sociale medier, klimakrise, geopolitiske kriser, teknologisk udvikling og vores omgang med verden i en tid, hvor meget er i opbrud, udfordrer vores klassiske demokratiske, repræsentative formater. En af de bedste måder vi som ungdomsorganisation kan støtte op om demokratiet på er ved at udforske nye måder at inddrage og repræsentere flere perspektiver i vores arbejde.

- Danske Studenters Fællesråd (DSF)

Demokratiet skal udvikle sig med tiden, hvis vi skal fortsætte med at tro på, at det nytter. Demokrati er så meget mere end et kryds hvert fjerde år. Det er det levende, nysgerrige og ydmyge forsøg på at træffe beslutninger til gavn for det fælles. Men vores demokrati har udfordringer fx med større koncentration af mistillid, faldende valgret og folkets fravalg af partideltagelse. Derfor skal vi være modige og spørge os selv, hvad vi kan gøre bedre. Vi skal forme det demokrati, som kan bære fremtiden – intet mindre.

- Alternativet

Demokratiet skal mærkes i hverdagen, og i en tid hvor tilliden til folkestyret er under pres, er der brug for at vi nysgerrigt undersøger, hvordan vi skaber de bedste muligheder for at børn, unge og voksne danner, deltager og oplever medbestemmelse i fællesskaber. Det glæder vi os i DGI enormt meget til at bidrage med som partner i Demokratikommissionen 2.0.

- DGI

Democracy x har gennem de seneste 30 år arbejdet med demokratisk udvikling i form af metoder til borgerinddragelse og mobilisering. Et vigtigt næste skridt på denne rejse er at udbrede enkeltstående innovationer og initiativer til systemiske forandringer: At opbygge en gennemgående demokratisk bæredygtighed, hvor demokratiet lever i borgere såvel som institutioner. Det kræver samarbejde og samtænkning på tværs af fagområder og arenaer. Vi indgår i Demokratikommission 2.0 for at skabe en løftestang fra demokratisk innovation til systemisk transformation.

- Democracy x

Folkeoplysningen har historisk set spillet en central rolle i udviklingen af vores demokratiske samfund, og i dag er der fortsat brug for at styrke og udvikle demokratiet. Vi er med, fordi vi som vidensinstitution gerne vil følge den viden og læring, der bliver skabt gennem Demokratikommissionens arbejde. Samtidig vil vi gerne bidrage ved at sætte vores egen viden i spil.

- Videnscenter for Folkeoplysning (VIFO)

I We Do Democracy arbejder vi for en bedre demokratisk fremtid. Vi tror på den innovationskraft, der opstår i et meningsfuldt samspil mellem system og borgere som løsningen på samfundets største udfordringer. Vi er en del af Demokratikommission 2.0, fordi vi tror på, at aktører på tværs af samfundet er nødt til at arbejde sammen for at bringe flere stemmer, perspektiver og ressourcer i spil, for at videreudvikle demokratiet til at blive mere levende, inkluderende og meningsfuldt.

- We Do Democracy

I mere end 180 år har Højskolerne været optaget af at danne myndige resiliente borgere som tager medansvar for, og som præger, det fælles samfund. Det frie folkestyres forudsætning er et sådant folk. Vores demokrati trænger til lidt kærlighed. Borgernes tillid til de folkevalgte skal styrkes, men det skal de folkevalgtes tillid til borgerne også. Det brænder vi for. Og sammen med flere konkrete egne initiativer, melder Højskolerne sig under fanerne i Demokratikommissionen 2.0

- Højskolerne