Om projektet

Ny Demokratikommission 2.0 inviterer indenfor

Demokratiet mangler ikke ord eller diagnoser. Det mangler behandling og resultater. Demokratikommission 2.0 skal bygge bro mellem borgere og beslutningstagere med konkrete eksperimenter, masser af handling og fælles læring.

Man kan godt elske demokratiet i princippet. Og samtidig have en nagende fornemmelse af, at ens stemme ikke rigtig betyder noget mellem valgene. Det er den slags stille afstand eller afmagt, der æder sig ind på demokratiet og eroderer dets fundament af tillid. Ikke som et brag. Mere som en langsom udmattelse.

Det er udgangspunktet for Demokratikommission 2.0. En ny demokratisk platform, der ikke er sat i verden for at skrive endnu en rapport om demokratiets problemer, men for at gøre noget ved dem i praksis.

Navnet "2.0" er ikke kosmetik. Det er en erkendelse af, at vi efterhånden har haft mange diagnoser af demokratiets tilstand. Og alligevel ser vi kun, at det går den forkerte vej med vælgernes tillid til politikerne, deres evne til at se borgernes hverdagsudfordringer og til at komme med brugbare løsninger. Nu er der brug for noget, der minder mere om behandling end krisesnak.

Den første Demokratikommission (2018–2020) leverede et grundigt billede af udfordringerne. Den konkluderede, at det danske demokrati var udfordret men endnu ikke i en krisetilstand, fordi tilliden til vores politiske institutioner stadig er intakt. Demokratikommission 2.0 bygger videre på arbejdet – men skifter metode. Fra anbefalinger til "hvad bør vi gøre?" til "hvad virker rent faktisk og hvordan kan vi dele og skalere den viden?"

Vi starter med at disrupte begrebet kommission. Det betyder også, at Demokratikommission 2.0 ikke er en kommission i traditionel format med 30 kloge mennesker rundt om et bord og en 300 siders tung rapport som målet efter to års arbejde. Den klassiske model er velkendt: Eksperter analyserer. Anbefalinger skrives. Politikere vælger lidt fra og lidt til. Og så går der nogle år, før vi starter forfra.

Her bliver logikken vendt om.

Demokratikommission 2.0 er en åben platform med konkrete eksperimenter, partnerskaber og læring undervejs. En kommission med åbne døre. Kort sagt: Demokrati som praktisk samfundslaboratorie. Ikke demokrati som teori.

Hvorfor en platform?

Fordi demokratiets udfordringer ikke længere kan løses ét sted fra. Hvis problemet er afkobling, afmagt, polarisering og faldende tillid, så kan svaret ikke kun komme fra Christiansborg. Og heller ikke kun fra civilsamfundet. Det skal bygges på tværs – og tættere på den virkelighed, hvor demokratiet faktisk leves og udøves.

Vil du høre mere om projektet kan du kontakte os her.