Borgerinddragelses initiativer boomer. Men alt for ofte bliver den også til teater

Der bliver talt meget om demokratiets krise. Men i praksis ser vi noget andet: Et Danmark, der eksperimenterer som aldrig før med at invitere borgerne ind. Kommuner, regioner, organisationer, fonde, kulturinstitutioner og boligaktører afholder borgersamlinger, dialogmøder, samtaleevents og debatter i et tempo, hvor det næsten kan ligne en ny demokratisk infrastruktur.

Problemet er bare, at borgerinddragelse ikke automatisk skaber mere demokrati. Den kan lige så vel skabe mere frustration.

Det er en af de centrale pointer i Demokratikommission 2.0's første rapport udarbejdet af Tænketanken Mandag Morgen, der kortlægger borgerinddragelse, som den faktisk foregår i praksis. Med 57 interviews og erfaringer fra 72 konkrete borgerinddragelsesformater gennemført i perioden 2022-2025 tegner rapporten et billede af et felt i voldsom vækst. Men også af et felt med et stort troværdighedsproblem: Hvis borgerne ikke kan se, hvad deres deltagelse fører til, falder gevinsten -- og regningen kan blive demokratisk.

Borgerinddragelsen stopper det samme sted

Borgerinddragelse bruges i dag til fem ting.

• Til at genopbygge tillid og mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere.
• Til at give mennesker indflydelse på beslutninger tæt på deres eget liv.
• Til at skabe indsigt og bedre løsninger.
• Til demokratisk dannelse og selvtillid.
• Og til at styrke legitimiteten bag svære beslutninger.

Det lyder jo både rigtigt og rimeligt. Det er det også. Men rapportens måske mest afslørende observation er, at borgerne typisk bliver inviteret ind midt i processen -- ikke i starten og slet ikke i slutningen.

Borgerinddragelse bliver ofte brugt til at udvikle løsninger. Men sjældent til at definere problemet. Og næsten aldrig til at følge op på implementeringen. Resultatet er en mærkelig demokratisk halvgøren: Borgerne får lov at tænke med, men ikke nødvendigvis til at bestemme med. Det er her, risikoen for pseudoinddragelse opstår.

Pseudoinddragelse: En demokratisk fejl 40

Mange beslutningstagere tror, at borgerinddragelse først og fremmest handler om at "lytte". Men i praksis handler det lige så meget om at være ærlig. Om mandat. Om forventninger. Om hvad der faktisk kan ændres. Og hvad der ikke kan.

Når borgerinddragelse bliver uklar på de punkter, skaber den ikke engagement -- den skaber mistillid. Ikke fordi borgerne ikke vil være med. Men fordi de meget hurtigt kan mærke, når de bliver brugt som dekorationsmateriale eller rent ud sagt vinduespynt.

Rapporten peger på et gennemgående benspænd: Mangelfuld kommunikation før, under og efter processen. Mange formater formår ikke at forklare, hvorfor borgerne er inviteret ind, hvem der beslutter hvad, og hvad inddragelsen konkret fører til. Og så står man med det værste af begge verdener: Et stort arbejde, skuffede forventninger og et lille resultat.

Hverdagen vinder over idealerne

Borgerinddragelse sælges ofte på ideen om at få "flere stemmer i spil". I praksis ender det alt for tit med at blive de samme stemmer.

Rapporten viser en høj bevidsthed om repræsentation på tværs af aktører. Men også hvor svært det er at leve op til det. Det er typisk borgere med tid, overskud og erfaring, der møder op. De ressourcestærke, de engagerede, de velorganiserede.

Det er et problem af mindst tre grunde.

• For det første skævvrider det samtalen.
• For det andet skaber det en falsk følelse af "borgernes stemme".
• For det tredje gør det demokratisk ulighed til et vilkår i et format, der netop skulle modvirke den.

Og så er vi tilbage ved paradokset: Borgerinddragelse kan styrke demokratiet. Men den kan også skabe et parallelt system, der ser inkluderende ud -- uden at være det.

Der mangler ikke vilje men kapacitet

En af de mest jordnære -- og dermed vigtigste -- konklusioner i rapporten er, at borgerinddragelse ikke fejler på grund af manglende ambitioner. Den fejler på grund af manglende ressourcer.

Det handler ikke kun om penge. Det handler om kompetencer. Om procesdesign. Om facilitering. Om forankring. Og om den tid, der skal til for at gøre inddragelse meningsfuld.

Borgerinddragelse er blevet et krav i mange organisationer. Men det er ikke blevet en disciplin, man systematisk investerer i. Der er stadig alt for mange, der behandler det som et projekt, man lige kan "læse sig til". Som om demokratisk kvalitet er en checkliste. Men borgerinddragelse kræver mere end en god invitation, en stak post-it's og en PowerPoint præsentation.

Rapporten rummer flere cases, som viser, at meningsfuld borgerinddragelse ikke er en utopi. Den er bare krævende.

BoligKorsør inviterede eksempelvis 100 beboere ind i en strategiproces frem mod 2030. Ikke for at stemme om småting, men for at diskutere prioriteringer, fællesskab, bæredygtighed og langsigtede valg. De gjorde sig umage med rammerne, investerede i facilitering, forplejning og tydelighed -- og endte med, at omkring 85 procent af de temaer, borgerne rejste, kunne genfindes i strategien. Pointen var ikke, at alle fik ret. Pointen var, at alle blev taget alvorligt.

Et andet eksempel er Barcelona, hvor platformen Decidim gør det muligt at koble fysisk borgerdialog med en digital infrastruktur, hvor man kan se forløb, bidrag og opfølgning. Her bliver gennemsigtighed ikke en hensigtserklæring, men en funktion.

Begge cases viser det samme: Borgerinddragelse virker, når man bygger en bro, der kan bære. Ikke når man inviterer til dialog og efterlader borgerne på perronen.

Læringen fra rapporten

Hvis man skal tage rapportens vigtigste læring med ind i kommunalbestyrelser, direktioner, udvalg, regioner og civilsamfundsledelser, så er den denne:

Borgerinddragelse er ikke et "plus" til sidst. Det er et designvalg fra start.

Og det kræver en ny standard for seriøsitet. Her er fire konkrete pejlemærker, der går igen i rapportens indsigter:

1. Start tidligere.
Inddrag borgerne, når problemet skal defineres -- ikke først når løsningen skal pyntes.

2. Gør mandatet brutalt tydeligt.
Hvem beslutter hvad. Hvornår. Og hvordan input bliver brugt.

3. Planlæg output og opfølgning fra dag ét.
Hvis borgerne ikke kan se en tydelig "før og efter", smuldrer tilliden.

4. Investér i proceskvalitet.
Facilitering, rekruttering, kommunikation og forankring er ikke biting. Det er selve motoren i maskineriet.

Rapporten kalder borgerinddragelse et demokratisk vindue, der kan tilføre demokratiet ny energi, hvis det åbnes rigtigt. Men der er en undertekst, enhver beslutningstager bør høre:

"Hvis man åbner vinduet uden at have styr på huset, bliver det ikke frisk luft. Det bliver træk."

Borgerinddragelse er kommet for at blive. Spørgsmålet er, om vi vil nøjes med flere processer -- eller om vi vil have mere demokrati.

Der er Demokratikommission 2.0's første rapport en spændende affyringsrampe til hele den demokratiske platform, som præsenteres den 3. februar og kommer til at udvikle sig hen over 2026 og 2027.