
3. feb. 2026
Ny Demokratikommission 2.0 skal udvikle nye demokratiformater og veje til reel borgerinddragelse
Fem fonde bag ny alliance med det formål at bygge bro mellem borgere og politikere og sikre en videndeling om veje til at styrke demokratiet.
Det danske demokrati mangler ikke engagement. Tværtimod interesserer befolkningen sig i høj grad for politik og samfundets udvikling. Men mange borgere oplever, at deres viden, erfaringer og hverdagsproblemer sjældent får reel betydning for de politiske beslutninger. For ofte reduceres borgerinddragelse til høringer, der opleves som symbolske – og som kommer for sent til reelt at påvirke beslutningerne.
Det er denne afstand mellem engagement og indflydelse, Demokratikommission 2.0 nu tager fat på. Demokratikommission 2.0 er en fælles investering i demokratiets fremtid. Et demokrati, hvor borgernes engagement omsættes til reel indflydelse, hvor politikere står stærkere i deres repræsentation af hverdagslivet, og hvor unge er med til at udvikle næste generation af demokratiske løsninger.
Demokratikommission 2.0 er et nyt, ambitiøst samarbejde, der vil forny demokratiet gennem nye former og formater for demokratisk dialog, repræsentation og beslutningsforberedelse. Målet er ikke at erstatte det repræsentative demokrati, men at styrke det ved at skabe mere reel borgerinddragelse og bedre forbindelser mellem politiske beslutningstagere og borgernes levede virkelighed.
Initiativet drives af Tænketanken Mandag Morgen og realiseres i samarbejde med fem bevilgende fonde: TrygFonden, Østifterne, Realdania, Landsbyggefonden og Tuborgfondet.
Lisbeth Knudsen, projektejer og strategidirektør, Tænketanken Mandag Morgen:
"Demokratiets udfordring er ikke, at borgerne er ligeglade eller at vi ikke påskønner vores politiske institutioner. Men mange har mistet tilliden til politikerne og alt for mange oplever, at de og deres problemer ikke bliver taget alvorligt. Demokratikommission 2.0 skal udvikle nye demokratiske greb, hvor borgernes erfaringer og ønsker faktisk gør en forskel – og hvor politikere får bedre mulighed for at repræsentere befolkningen. Vi prøver at genopbygge en demokratisk bro til fremtiden mellem borgerne og politikerne."
Fra pseudohøringer til reel indflydelse
Demokratikommission 2.0 tager afsæt i en grundlæggende erkendelse: Borgerinddragelse og demokratideltagelse virker kun, hvis den er reel. Det betyder tidlig inddragelse, gennemsigtighed om, hvad der kan påvirkes, og tydelig sammenhæng mellem borgernes bidrag og de endelige beslutninger.
Kommissionen vil derfor arbejde med nye demokratiske formater, der går videre end traditionelle høringer og dialogmøder. Gennem demokratiske laboratorier, samskabelsesforløb, nye politiske mødesteder og digitale eksperimenter skal der udvikles metoder, der styrker både demokratisk legitimitet og politisk handlekraft.
TRYGFONDEN
"Et velfungerende demokrati er fundamentet for tryghed og sammenhængskraft. Når borgere oplever, at deres stemme bliver hørt, styrkes tilliden. Demokratikommission 2.0 er vigtig, fordi den arbejder for reel inddragelse og nye veje til dialog og fællesskab, der kan styrke forbindelsen mellem borgere og beslutningstagere." siger projektchef Peter G.H. Madsen fra TrygFonden.
ØSTIFTERNE
"I Østifterne tror vi på, at demokratiet og sammenhængen mellem den enkelte borger og politiske beslutninger er en af grundstenene i vores samfund. Hvis vi ikke tager nærdemokratiet alvorligt, risikerer vi at miste det. Demokratikommissionen 2.0 har potentialet til at udvikle nye former for deltagelse, som kan være med til at styrke demokratiet på alle niveauer og inddrage borgere, som ikke ellers deltager i demokratiske processer". Det siger Laura Thatt, Partnerskabs- og uddelingschef hos Østifterne.
LANDSBYGGEFONDEN
"Demokrati begynder i hverdagen. Når borgere oplever fællesskab, trivsel og inddragelse tæt på deres eget liv, styrker det også sammenhængskraften og tilliden til de demokratiske institutioner. Demokratikommission 2.0 kan være med til at forbinde det nære hverdagsdemokrati i boligområderne med det store demokrati – og gøre begge stærkere". Det siger Aviaja Julie Sigsgaard, afdelingschef, Landsbyggefonden.
REALDANIA
"De fysiske rammer betyder uhyre meget for vores livskvalitet, vores relationer og for mødet mellem mennesker – og derfor også for demokratiet. Samtidig kan en levende demokratisk samtale og lokalkultur bidrage med vigtig inspiration i udviklingen af vores byer. Demokratikommission 2.0 kan bl.a. med fokus på at indtænke børn og unge som medudviklere vise vejen til mere engagement og demokratisk deltagelse de steder, hvor vi lever vores hverdagsliv," siger projektchef Mette Margrethe Elf fra den filantropiske forening Realdania.
Unge som næste generations demokratiudviklere
Et særligt fokus i Demokratikommission 2.0 er børn og unge. Ikke som en målgruppe, der skal aktiveres, men som medudviklere af demokratiets fremtidige former.
Mange unge engagerer sig i samfundsspørgsmål, klima, fællesskaber og sociale bevægelser, men oplever samtidig, at de klassiske politiske formater ikke matcher deres måde at deltage på. Demokratikommission 2.0 vil derfor udvikle og afprøve nye demokratiske formater sammen med unge – og give dem reel indflydelse på både problemdefinition og løsninger.
TUBORGFONDET
"Alt for mange unge oplever, at demokratiet foregår langt væk fra deres hverdag og i højere luftlag. Demokratikommission 2.0 handler om at vende det på hovedet. Unge og lokale fællesskaber skal gennem konkrete eksperimenter arbejde med nye måder til reel indflydelse. For når unge får mulighed for faktisk at påvirke beslutninger, er det vores erfaring, at både engagement, tillid og ansvarsfølelse vokser", siger Ole Buch Rahbek, sekretariatsleder Tuborgfondet.
En åben platform for demokratisk fornyelse
Demokratikommission 2.0 organiseres som en åben partnerplatform, hvor kommuner, civilsamfund, forskningsmiljøer, medier, unge og politiske aktører inviteres til at deltage aktivt. Fælles er ønsket om at styrke demokratiets repræsentative kraft gennem mere reel inddragelse, bedre beslutningsgrundlag og større sammenhæng mellem politik og hverdagsliv.
Projektet lanceres officielt på Forandringskraft den 3.–4. februar 2026 og vil frem mod 2027 udvikle, afprøve og dele nye demokratiske løsninger, der kan styrke tilliden mellem borgere, unge og politikere.
Kontakt:
Lisbeth Knudsen
Tænketanken Mandag Morgen
lk@mm.dk
M: 21410000